Odinprisen knytter sig til og angiver derfor året for projektets færdiggørelse.
Selve uddelingen sker i det efterfølgende år.

Årets Odin-pris 2020 – Munkebjerg Park – kort uddrag fra talen

En enig bestyrelse har i år valgt at tildele Odin-prisen til Barfoed Group for bebyggelsen Munkebjerg Park. Det er ikke en enkelt bygning, men det samlede område og de mange gode tanker, som er materialiseret på bedste vis, der gør sig fortjent til årets Odin-pris. Det er tydeligt, at der i denne bebyggelse er kræset for både materialer, arkitektur og for rummene mellem bygningerne.

Normalt er det berigende for et nyt byområde, at spor af fortiden bliver bevaret mellem alt det nye. Det giver en spænding mellem gammelt og nyt og det fortæller en historie. Herude er der ikke meget bevaret. Og det er godt!

De gamle barakbygninger vil ikke blive savnet.

Bebyggelsesplanen for det samlede område er oplevelsesrig og spændende, men dog logisk og overskuelig i sin opbygning.
Selv om der er stor homogenitet i materialer og arkitektoniske elementer i de enkelte delområder i bebyggelsen, har hvert hus, hvert byrum og hvert kvarter, sin egen identitet. Der er tænkt over, og kælet for, helheder og detaljer til glæde for beboerne.

Et afgørende vigtigt element i den store bebyggelse er de store smukke bilfri parkområder mellem bygningerne.

Efter en rundvisning i bebyggelsen var der stor enighed om, at området, når det er helt færdigt, bliver et af de bedste boligområder, der er opført i Odense i meget lang tid. Bebyggelsen vidner om en kvalitetsbevidst bygherre, der med denne bebyggelse har udvist en oprigtig interesse for beboernes trivsel.

Den nybyggede Lidl-butik er måske det allerbedste eksempel på Barfoed Groups ihærdige arbejde for at skabe et smukt by- og boligområde. At insistere på, at en dagligvarebutik skal være god arkitektur og klæde et byområde er prisværdigt.
At overbevise en stor international koncern om, at dé skal ændre hele deres bygningskoncept, er en ualmindelig flot præstation!

Desuden har vi givet et Tulipantræ i gave til beboerne i Munkebjerg Park.
Byforening Odense / Plant et Træ vil gerne sige tillykke med Odinprisen til Munkebjerg Parks beboere.
Derfor leverer vi et Tulipantræ ved plantesæsonen i oktober til en solrig placering i parken.