Årets Bytræ 2026
Dato: sø. 07 juni 2026 Tid: kl.14:00Sted: Det store træ ved Dansecaféen i Eventyrhaven
Byens store træer er en grøn kulturarv, som ikke kan genetableres, hvis den først går tabt. De er vokset op gennem årtier – nogle gennem århundreder. De er bærere af tid og tyngde, som ingen nyplantning kan genskabe.
I al den tid har de skænket byen skygge, skønhed og poesi.
De bør indgyde respekt: værdige kæmper i byrummet, levende kulturarv med krone over byen og rødder dybt i den odenseanske muld. Derfor fortjener de både opmærksomhed, beskyttelse og hæder.
I år kårer Odense Byforening den store bøg i Eventyrhaven ved Dansecaféen som Årets Bytræ 2026.
Bøgen står frit og markant med plads omkring sig, så både stamme, krone og karakter kan folde sig ud. Den giver ly for regnen, grønt til øjnene og – som byens gamle bygninger – bygger den bro mellem tiderne og giver os en fornemmelse af kontinuitet.
Med kåringen af Årets Bytræ ønsker Odense Byforening at sætte fokus på træernes betydning for byen. For klima, biodiversitet, byrum, historie og hverdagsliv.
Alle er velkomne til kåringen. Deltagelse er gratis.
Tilmelding til arrangementet her