billede

Jørn Utzon arrangement med foredragsholder Flemming Bo Andersen

Dato: tor. 20 februar 2025 Tid: kl.19:00Sted: Sct. Knud Salen, Klosterbakken 2, 5000 Odense C

Torsdag d. 20 feb. kl. 19.00 – 21.30

Jørn Utzon er historien om tvivl på egne evner og geniale ideer. Med sit inspirerende foredrag fortæller Flemming Bo Andersen historien om Danmarks arkitektoniske førstemand.

Fra bagerste række i klassen endte Jørn Utzon med at blive den nok største danske arkitekt nogensinde.

Men hans storslåede karriere lå ikke i tegningerne fra starten af. “Jeg var den næstdummeste i klassen hjemme i Aalborg, kun overgået af en ren galning,” udtalte Utzon om sin barndom i det nordlige Danmark.

70 år senere modtager Jørn Utzon verdens mest prestigefyldte arkitektpris, The Pritzker Architecture Prize, med begrundelsen, at Utzon med operahuset i Sydney har skabt “et mesterværk, kendt i hele verden”, og at “han hele sit liv har arbejdet eksemplarisk, brillant, målrettet og aldrig med en falsk eller skinger tone”.

 

Tilmeld dig her: https://byforeningodense.nemtilmeld.dk/9/

 

Over 2 timer fortæller fotograf & foredragsholder Flemming Bo Andersen, hvad der formede og inspirerede Jørn Utzon. Fra barndomshjemmet, studierne og rejserne over møderne med kunstnere og store arkitekter til hans indtræden pa den arkitektoniske verdensscene.

Hør anekdoter fra venner, familie og samarbejdspartnere og se originale billeder af værker såsom Parlamentet i Kuwait, Operahuset i Sydney, Bagsværd Kirke, Utzons egne huse på Mallorca og i Hellebæk samt en lang række både ukendte og ikke-realiserede værker. Blandet op med en dyb forståelse af principperne i Utzons arbejde vil det være udbytterigt for både kendere og nysgerrige.

Et foredrag for alle af en Utzon-kender i over 30 år har foredragsholder og fotograf Flemming Bo Andersen beskæftiget sig med Jørn Utzon og besøgt arkitekten flere gange. Blandt andet udarbejdede han sammen med arkitekt Jes Vagnby en stor Utzon-udstilling, som blev vist mange steder i Europa og nu hænger fast på Utzon-centeret i Aalborg. En udstilling, som Utzon selv var meget tilfreds med.

Gennem de seneste 20 år har Flemming Bo Andersen holdt foredrag på blandt andet Utzon-centeret i Aalborg, Aarhus Universitet, kunstforeninger, biblioteker og diverse tegnestuer, for eksempel Henning Larsens. Derudover står han også bag hjemmesiden Guide to Utzon, som Jørn Utzons søn, Jan Utzon, omtaler i rosende vendinger. “Guide to Utzon giver dig et unikt og interaktivt indblik i min faders vidunderlige verden.”

Dato: Torsdag d. 20. februar 2025
Tid: kl. 19.00 – 21.30
Sted: Sct. Knud Salen, Klosterbakken 2, 5000 Odense C
Pris: 120 kr.
Deltagerbegrænsning: 68 personer – fordeling efter først til mølle princippet.
Deadline for tilmelding:  Mandag d. 10. februar

 

Aktiviteter